Virksomheder på Esbjerg Havn laver nyt leverandørnetværk

Virksomheder på Esbjerg Havn laver nyt leverandørnetværk
9. august 2018
Esbjerg Havn er hjemsted for mange olie/gas-virksomheder og knudepunkt for udskibning af havvindmøller. Et nyt netværk vil samle underleverandører til offshore-sektoren og den maritime industri og sikre, at flere opgaver lander i Esbjerg. Bag står blandt andre Jens Peter Thomsen fra Ocean Team Scandinavia (til højre) og Christian Juel Adamsen, direktør i Juel & Krøyer.

Nyt netværk på vej: Mere samarbejde og fælles kompetencer skal øge aktiviteterne for virksomhederne relateret til Esbjerg Havn.

Et nyt netværk er under anløb til Esbjerg Havn: netværket, der har arbejdstitlen Esbjerg Maritime Samarbejde, skal ifølge initiativtagerne være et stærkt leverandørnetværk bestående af havnerelaterede virksomheder i Esbjerg.

Det er offshore- og havnerelaterede virksomheder som eksempelvis Ocean Team Scandinavia, IAT, Tess, Juel & Krøyer, Esbjerg Havn og Seacabin, der står bag netværket, som igangsættes sammen med Offshoreenergy.dk, der er innovationsnetværk og national klyngeorganisation for den danske offshoreindustri.

”Vi tror på, at et styrket samarbejde, kombinerede kompetencer og et formaliseret netværk kan være med til at sikre, at vi får landet mange gode opgaver i Esbjerg. Samtidig kan det bane vejen for, at Esbjergs mange havnerelaterede kompetencer kan løse opgaver ude i verden”, siger Jens Peter Thomsen, administrerende direktør i Ocean Team Scandinavia og initiativtager til det nye netværk.

Porten til verden
Esbjergs erhvervsliv har stort set altid identificeret sig med aktiviteter på havnen og ud fra havnen. Det til trods har byen ikke haft et havnerelateret leverandørnetværk tidligere – ligesom andre danske byer har.

Christian Juel Adamsen, direktør i Juel & Krøyer og initiativtager til det nye, maritime samarbejde, ser mange fordele ved et formelt netværk:

”Ser du Esbjerg Havn som et samlet hele, så har vi alle de kompetencer og specialister, der er brug for til at løse langt de fleste opgaver indenfor offshore og marine. Med et styrket samarbejde og et one-point-of-contact får virksomhederne og kunderne nemmere ved at finde hinanden og identificere de kompetencer, der er brug for”, siger Christian Juel Adamsen.

Partnerne bag netværket forventer, at man som kontaktpunkt for virksomheder, der ikke kender Esbjerg så godt, vil være et ideelt sted at lande for potentielle nye kunder.

Den opfattelse deler Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk:

”Esbjerg har altid med rette betragtet havnen som adgangsporten til resten af verden. I dag er der så mange virksomheder og kompetencer på havnen, at det nok er de færreste, der har overblik over alt det, virksomhederne samlet set kan tilbyde. Der vil et formaliseret salgsnetværk være en styrkelse af Esbjergs offshoreindustri”, siger Glenda Napier.

Hos Esbjerg Erhvervsudvikling byder man det nye netværk velkommen:

”Udover at kunne tiltrække mere forretning til Esbjerg, så ser vi også en mulighed for styrke vores internationale samarbejde i World Energy Cities Partnership regi. Man står kun stærkere ved at komme ud til de øvrige WECP-byer som en samlet enhed, der er konkurrencedygtig i forhold til de store spillere, ikke mindst i kraft af vores danske model med fleksibilitet, specialistviden og evnen til at samarbejde med hinanden”, udtaler Susanne Nordenbæk fra Esbjerg Erhvervsudvikling

FAKTA:

  • Der er kick-off-møde den 20. september for Esbjerg Maritime Samarbejde i Musikhuset Esbjerg. Alle havnerelaterede virksomheder, der er interesserede i det nye salgsnetværk, er velkomne til at deltage. Kontakt Offshoreenergy.dk for mere information.
  • Udover Ocean Team Scandinavia er virksomhederne Esbjerg Havn, IAT, Tess, Juel & Krøyer og Seacabin med i initiativgruppen bag det nye netværk.

 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04
Virksomheder på Esbjerg Havn laver nyt leverandørnetværk
9. august 2018
Esbjerg Havn er hjemsted for mange olie/gas-virksomheder og knudepunkt for udskibning af havvindmøller.
Seneste nyt