Millioner til Danmarks nye innovationsnetværk for energiproduktion

Millioner til Danmarks nye innovationsnetværk for energiproduktion
20. september 2018

Glenda Napier, CEO

Energy Innovation Cluster er Danmarks nye innovationsnetværk med fokus på land- og havenergi. Innovationsnetværket er udvalgt til at sikre Danmarks internationale førerposition indenfor energiproduktion.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop godkendt Energy Innovation Cluster (EIC) som Danmarks nye innovationsnetværk for onshore og offshore energiproduktion.

Med en ny statslig bevilling på 12 mio. kr. og en samlet projektportefølje på over 400 mio. kr. bliver EIC et af Danmarks største innovationsnetværk. EIC skal koncentrere værdien af den innovationsfremmende indsats, så Danmark kan udbygge sin førerposition inden for fremtidens energiproduktion. EIC etableres med udgangspunkt i den guld-certificerede klyngeorganisation Offshoreenergy.dk, som hidtil har været innovationsnetværk for den danske offshoreindustri.

”Vi er lykkedes med at samle industrien og har nu sikret finansieringen. Vi er meget bevidste om det ansvar og den opgave, vi har fået. Nu skal vi eksekvere sammen med virksomhederne”, siger Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk.

Fra 1. januar 2019 vil Glenda Napier være CEO i det nye Energy Innovation Cluster.

400 mio. kr. til innovation i vind-, olie- og gasindustrien
Ifølge Glenda Napier vil EIC styrke danske energivirksomheders konkurrenceevne ved at samle innovationen indenfor onshore og offshore energiproduktion på ét sted.

”Energy Innovation Cluster er formet af industrien og drevet af behovet for et stærkt samlingspunkt for innovation indenfor både land- og havenergi. Med et styrket fokus på synergier mellem onshore og offshore energiproduktion og integration af vind i elnettet kan vi øge danske virksomheders innovationspotentiale yderligere”, siger hun.

Det er en markant virksomhedsdeltagelse, betydelige projektresultater og strategiske partnerskaber i Offshoreenergy.dk, som ligger til grund for, at organisationen nu omdannes til EIC. EIC vil med en projektportefølje på over 400 mio. kr. til innovationsaktiviteter yde et væsentligt bidrag til, at Danmark kan nå i mål med ambitionerne om at hente 55 procent af energiforbruget fra grønne energikilder i 2030 og uafhængighed af fossile brændsler senest i 2050.

Parløb med brancheorganisationer
Brancheorganisationerne Vindmølleindustrien og Olie Gas Danmark har medvirket til at samle industriens opbakning til EIC, og begge organisationer har store forventninger til den nye fælles innovationsplatform. 

”Innovation, standardisering og samarbejde er nøglen til, at Danmark også i fremtiden vil være hjem for verdens mest konkurrencedygtige vindvirksomheder, der producerer de mest eftertragtede energiløsninger. Jeg glæder mig til at udvikle den nye fælles platform for innovation sammen med EIC bl.a. på baggrund af de strategiske anbefalinger industrien via Megavind kommer med, så de kan omsættes til konkrete initiativer, så vi sikrer synergier og dialog på tværs af sektorer” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Martin Næsby, adm. direktør i Olie Gas Danmark, er enig:

“Innovation er afgørende for vores konkurrenceevne. Der er en række initiativer i den nationale strategi for Nordsøen, som vedrører netop innovation – og det nye innovationsnetværk kan være med til at understøtte dette og være en katalysator for at kommercialisere forskning fra DTU’s Center for Olie og Gas. Den nye Energiaftale viser, at det er vigtigt, at Nordsøens potentiale realiseres. Vi ser frem til samarbejdet om innovation og synergier både i vores egen sektor og på tværs af olie/gas og vind-området”, siger Martin Næsby. 

FAKTA EIC:

  • EIC bliver nationalt innovationsnetværk for perioden 2019-2020. 
  • EIC får en samlet projektportefølje på over 400 mio. kr.
  • EIC efterkommer industriens ønske om en samlet innovationsindsats for al onshore og offshore vindenergiproduktion, olie- og gasudvinding og integrationen af el i energisystemet.
  • I perioden 1. december 2018 til 31. december 2020 har Uddannelses- og Forskningsministeriet afsat 190 mio. kr. til finansiering af udvalgte danske innovationsnetværk.

Baggrund: Konsolideret og stærkere innovationsnetværk
Den nye statslige finansiering af EIC løber i første omgang frem til udgangen af 2020. Det er Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der udvælger de nye nationale innovationsnetværk. Ambitionen er at understøtte de danske erhvervsmæssige styrkepositioner i stærke innovationsnetværk til gavn for dansk erhvervsliv.

Bl.a. virksomhederne Siemens Gamesa Renewable Energy, Vestas Wind Systems, MHI Vestas Offshore Wind, Semco Maritime, Total E&P, Bladt Industries, Ørsted og Vattenfall står bag oprettelsen af EIC sammen med et konsolideret partnerskab bestående af Offshoreenergy.dk (fremadrettet ’Energy Innovation Cluster’), Vindmølleindustrien, Olie Gas Danmark, House of Energy, Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og FORCE Technology.

Se omtale af det nye innovationsnetværk på

 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04
Vi glæder os til Energy Innovation Cluster!
14. december 2018
Den 1.
Seneste nyt