Inspektion i dybden giver længere liv til vindmøllevinger

29. januar 2018

Tre spadestik dybere: Fælles metode og testteknik øger værdien af garantieftersyn og kan forlænge vindmøllevingers levetid og reducere LCoE betragteligt.

Ny teknik og en innovativ tilgang til garantiinspektionen af vindmøllevinger kan være med til at forlænge levetiden af vingerne.

Det mener Vattenfall, E.ON og HOFOR, der sammen med 31 andre mølleejere i et EUDP støttet vindmølleejer-netværk (The Blade Group Network) søger et nyt koncept til den afsluttende inspektion af møllevingerne forud for garantiperiodens udløb.

Konceptet er faciliteret af Offshoreenergy.dk. Bladena er projektleder på den tekniske del af projektet og vil sammen med Total Wind, FORCE, BLAEST og Kirt Thomsen nu udforme konceptet. Målet er at afsøge mulighederne for at optimere inspektionerne med et fælles koncept, som både skal formulere den optimale metode til undersøgelsen af vingen; definere en fælles forståelse af det, undersøgelsen viser – og udvikle en ny teknik til inspektion.

Kendt teknik i ny anvendelse

I dag udføres de afsluttende inspektioner ved garantiperioden primært med udvendige, visuelle inspektioner. Men ofte er de strukturelle – og tit usynlige – skader af størst betydning for vingens levetid.

I EWIC projektet vil det blandt andet blive undersøgt, hvilke muligheder der er for at inspicere vingerne indefra samt på udvalgte områder på vingen ved at benytte NDT-metoder som termografi og ultralyd.

”Vinger er i mange år blevet inspiceret fra vingernes overflade uden yderligere inspektion af indersiden af vingen som en standard”, siger Anders Søe-Jensen, CEO i Bladena og tidligere CEO hos GE Offshore og Vestas Offshore:

”Selvom vingens yderste overflade umiddelbart ser uskadt ud, kan der forekomme strukturelle skader internt. Fokus på nye metoder til inspektion er derfor af stor betydning for at sikre levetiden og mindske downtime af vinger i fremtiden”, siger han.

Som facilitator har Offshoreenergy.dk været med til at sikre godt en mio. kroner til projektet gennem EU’s Regionalfondsmidler. Projektet bliver et CRIF-projekt; cost reduction & innovation forum, og Glenda Napier, CEO i Offshoreenergy.dk, forventer, at der vil være betydelige gevinster at hente:

”Der er god grund til at definere et fælles koncept, som både producenter, inspektører og parkejere kan samles om. Det bidrager til en industrialisering af vingeinspektionen og vil oplagt bidrage til at drive cost out på området”, siger Glenda Napier.

 

Kontaktperson

Jonas Nørholm Larsen
Communication Consultant
+45 21 22 43 04
Virksomheder på Esbjerg Havn laver nyt leverandørnetværk
9. august 2018
Esbjerg Havn er hjemsted for mange olie/gas-virksomheder og knudepunkt for udskibning af havvindmøller.
Seneste nyt